Det her er et selvportræt.

Jeg havde en ret klar idé fra starten. Hvordan det skulle bygges op. Figuren, penslen, fladen omkring. Det var ikke noget, der skulle findes undervejs.

Men det gør det ikke nemmere.

Når man sidder med sig selv som motiv, er der ikke rigtig nogen vej udenom. Hvis noget ikke fungerer, kan det ikke bare skubbes væk. Så må man blive i det. Male over. Justere. Holde fast lidt længere.

Figuren sidder midt i billedet med penslen i hånden. Stadig i gang. Stadig en del af det.

De lilla flader og de små blomster får lov til at fylde. De gentager sig. Nogle gange falder det på plads. Andre gange føles det som modstand.

Det skifter hele tiden.
Mellem at have styr på det og miste grebet.

At male sig selv kan være ret direkte.
Og ret besværligt.

Ofte på samme tid.

Det her er et billede fra det sted.